Krydderurter er eventyret i madlavningen – en sand forvandling opstår, når de anvendes. Lige nu er der krydderurter alle vegne, så det er bare med at få brugt en masse. Prøv f.eks. disse skønne og enkle italiensk-inspirerede retter. Perfekt til en søndagsfrokost i solen. Velbekomme!
Tomatsalat på italiensk
2 portioner
2 store, solmodne bøftomater eller to store håndfulde små, solmodne tomater
1 pakke bøffelmælksmozzarella
1 lille håndfuld basilikum
et par kviste oregano
evt. et nip tørret oregano
ekstra jomfruolivenolie
himalayasalt
Skyl tomaterne, og skær dem i skiver, hvis det er store tomater – i halve, hvis det er små tomater. Hæld væden fra mozzarellaen. Aftør basilikummen, skyl og slyng oreganoen. Anret mozzarella og tomater på tallerkener. Pynt med frisk basilikum og oregano, og eventuelt et drys tørret oregano for ekstra original smag samt lidt salt. Server med olivenolie.
Tip
Noget af det bedste ved at spise denne salat er faktisk væden, der samler sig på tallerkenen, når man har spist den. Denne blanding af tomatsaft, god olivenolie og lidt mozzarellasmag egner sig fortrinligt til et stykke godt brød, som man så kan ‘tørre’ tallerkenen med, så intet af den gode smag går til spilde.
Spaghetti med krydderurter, valnødder og citron
2 portioner
Spaghetti
400 g squash
100 g fuldkornsspaghetti eller linguine
Fyld
3 fed hvidløg
3 store håndfulde krydderurter (Brug gerne 3-4 slags krydderurter her i retten. Smager godt med fx kruspersille, kørvel, dild, basilikum og mynte.)
1 lille håndfuld valnødder
1 spsk ekstra jomfruolivenolie
1 usprøjtet citron
himalayasalt
friskkværnet sort peber
pecorino, alternativt parmesan
Spaghetti
Skyl squash, og kør den til strimler på spiralizeren. Alternativt på et mandolinjern eller med et juliennejern. Vent med at koge pastaen, til du har alt klar til fyldet. Kog derefter pastaen al dente i letsaltet vand efter anvisningen på pakken. Kom squashstrimlerne i en sigte, og hæld den færdigkogte pasta og kogevandet henover, således at strimlerne bliver varmet op af vandet.
Fyld
Skær hvidløgsfeddene i tynde skiver. Skyld og slyng krydderurterne, og finthak dem. Tørrist valnødderne på en mellemvarm pande og grofthak dem. Svits hvidløg i olien, til det begynder at brune, bland det straks i den varme pasta. Bland også krydderurterne samt fintrevet citronskal i. Smag eventuelt til med lidt salt og peber, og server med valnødder og fintrevet pecorino.
▶︎ Opskrifterne er fra bogen ‘Krydderurter – En verden af grøn, sund og eksplosiv smag’. Læs mere om bogen her.
The post Gastro gæstemenu | uge 31 appeared first on Muusmann'forlag.